Min historie

Jeg havde ikke lige regnet med, at løb skulle komme til at fylde så meget i mit liv.

Jeg startede som alle andre drenge med at spille fodbold (selvfølgelig i Randers Freja), men havde ikke talent til mere end at blive placeret nede bagved som højre back (så rendte jeg ikke i vejen for de andre).

På et tidspunkt mistede jeg interessen og begyndte i stedet for til badminton, det holdt dog kun i nogle få måneder.

Min storesøster var begyndt at gå til karate og da jeg var med nede og se en opvisning var jeg hooked.
Jeg startede på det næste begynderhold og holdt ved i små 10 år. Som en del af karatetræningen løb vi ture i bare tæer og jeg fandt ud af, at det der løb var jeg da nogenlunde til.

På et tidspunkt så jeg et indslag i TV om en (ældre) kvinde, der havde gennemført et 100 km løb. Kæk som den 16 årige knægt jeg var, udbrød jeg “hvis hun kan løbe 100 km, så kan jeg sgu også”, på trods af at jeg kun løb 1-2 gange om måneden og aldrig havde løbet længere end 7 km.
Min kammerat Lars tog mig på ordet og straks begyndte jeg at trække i land og fik den forhandlet ned til at jeg skulle løbe fra Randers til Mariager og retur (lidt mere end et marathon). Vi væddede 50 kr og fik reglerne sat op : jeg måtte holde 5 min pr time og i pausen måtte jeg ikke bevæge mig fremad på ruten.
Dagen kom og jeg hankede op i en flaske vand og begav mig afsted, mens Lars kørte bagved på sin Yamaha. Det var en god dansk sommerdag, så den vandflaske var hurtigt tømt, men der var ingen kære mor. Da jeg nåede byskilte ved Mariager var det rundt på hælen og tilbage mod Randers. På et tidspunkt forbarmede Lars sig over mig og kørte ind til en købmand og returnerede med 2 sodavand.
Med lodder og trisser nåede jeg Randers og var fuldstændig færdig og gik direkte hjem i seng og havde ligeså stive træben som Pinocchio – men jeg vandt de 50 kr og havde æren i behold.

Senere begyndte jeg som konstabel hos Ingeniør Regimentet i Randers. Her var løb en del af arbejdet og ofte fik vi muligheden for at vælge mellem at feje den store parkeringsplads eller løbe 15 km. Der var altid nogen der hellere ville feje og vi var altid nogen, der hellere ville løbe. Jeg erfarede, at jeg var ikke den hurtigste på de kortere distancer, men jo længere vi løb jo bedre følte jeg det gik.

I 1985 blev der arrangeret Randers Marathon (det var dengang, at der var 3-4 marathon om året i hele landet !) og jeg aftalte med en kollega og karateven Claus, at det skulle vi da deltage i.
Vi begyndte at træne “seriøst” (hvilket vil sige ture 2-3 gange ugentligt). Weekenden før løbet km vi i tanke om, at vi da ikke havde haft en rigtig lang tur, så vi løb lige 30 km for at sikre os, at vores projekt ikke var helt tosset.
Sidste weekend i oktober kom og vi skulle løbe marathon (det lød sejt) og det viste sig at være en rigtig efterårsdag med storm, faktisk så meget at målportal og tv-stillads væltede. Ja, dengang var der TV på, for det var ikke hverdagskost med motionsløb på længere distancer. Der var desuden 20 km og det havde trukket nogle af landets bedste løbere til.
Vi startede friskt ud sammen med dem, der skulle løbe 20 km. Vi havde en dejlig stærk medvind og de løb i et tempo, der svarerede til vores (når vi løb 10-15 km), så det kunne da ikke gå helt galt. Vi løb ud af de små veje langs Randers Fjord og vendte i Mellerup – og så skal jeg da lige love for, at vi opdagede hvor megen medvind vi faktisk havde haft. Vi stod nærmest stille i modvinden.
Her var det så, at Randers Marathon skiftede karakter fra løb til march. Snart måtte jeg slippe Claus og bare forsøge at overleve efter bedste evne. Jeg gik stort set hele den sidste halvdel af løbet og ramte målet i tiden 4:11. Så snart jeg havde skiftet kørte jeg til nærmeste bager og spiste 2 kæmpe flødekager.
På trods af mine pinsler var jeg sikker på, at jeg skulle løbe marathon igen – både fordi det måtte jeg kunne gøre bedre og fordi jeg ville løbe hurtigere end Claus.

De næste år løb jeg et enkelt marathon om året og herefter blev det til et forårs- og et efterårsmarathon.
Senere tog den fart og jeg løb flere og flere og i 2010 rundede jeg mit marathonløb nr 100. Jeg har gennem årene haft fantastisk mange fede oplevelser både i Danmark og rundt om i verden.

Vi skulle alligevel helt frem til år 2000 inden jeg fik løbet det 100 km løb jeg så kækt havde lovet i 1978. Det var en forfærdelig oplevelse, men alligevel havde jeg også her den fornemmelse af – det MÅ jeg prøve igen..

Senest er det trailløb jeg har kastet min kærlighed på.