Tips til at blive trailløber

Published by Jesper Elfving on

Løber du normalt på landevejen? Har du nogensinde prøvet at løbe trail?

Jeg ved, at der er mange løbere, der gerne vil prøve at løbe trail men ikke rigtig ved hvordan de kommer fra asfalt til trail. Andre har prøvet det et par gange uden at komme rigtigt igang.

Her er 11 tips, der gør dig klar til at nyde udfordringen og skønheden ved trail løb og det at være ude i naturen.

11 Tips Til Løb På Trail

1: Start Langsomt

Trail løb adskiller sig meget fra landevejs løb. Hvis man aldrig har prøvet trail løb tidligere, er det næsten som at skulle lære at løbe helt forfra. Terræn, bakker, forhindringer, blødt sand, alt sammen er med til at gøre det udfordrende, lidt farligt men samtidig også vildt fedt at løbe trail.
Det tager dog lidt tid at tilpasse sig, så vær forberedt på at løbe langsommere (så glem alt om km-tider/pace i starten). Herefter kan tempo, sværhedsgraden på stierne og varigheden af tiden du løber ligeledes øges.

2: Ændre dine forventninger

Du kan sprinte som en gepard på landevejen, men du vil snart opdage, at du skal ændre dine forventninger en smule, når du kommer væk fra asfalten. Dit tempo vil være langsommere, især i starten, og du vil opdage, at det kan være meget mere trættende at løbe trail og ikke mindst vil du sikkert opleve, at du bliver nødt til at gå ind i mellem.
Men bare rolig – det er ingen skam at gå på bakkerne, bare fortsæt træningen og du vil snart opleve store forbedringer og begynde at have overskud til at nyde naturen.

3: Trail er ikke bare trail

Hver trailrute er forskellig og hvert spor skal have en lidt anderledes tilgang. Nogle er brede og nemme at følge, andre er singletracks (små smalle spor, der ikke tillader at man løber ved siden af hinanden), snævre og med forhindringer som f.eks. trærødder, sten og huller. Forbered dig på at løbe gennem sand, kravle over buske og træer og plaske gennem vand og mudder.
Hvert eneste spor er et nyt eventyr, der venter på dig.

4: Se dig for

Det er let at blive distraheret, når du løber i sporet. Du er midt i skøn natur, noget du sikkert ikke oplever på landevejen. Du skal dog holde øje med sporet, da der sandsynligvis kan komme forhindringer i form af sten, huller, rødder eller lignende, der kan medføre styrt, hvis du ikke er forsigtig.
Mine egne styrt kommer ofte hvis jeg er ukoncentreret og ikke holder fokus på underlaget (nyder udsigten for meget, lader tankerne flyve i andet retning eller løber og snakker for meget med min makker). Jeg skal hele tiden holde fuld fokus på underlaget, hvilket også medfører, at jeg på de lange ture er nødt til at indlægge pauser. Jeg bliver mentalt træt af at være så koncentreret på hvor jeg sætter min fødder og skal ind imellem lige hvile hovedet.

5: Regn i tid, ikke i kilometer

Som nævnt ovenfor er der ikke 2 trail ruter, der er ens og derfor kan man heller ikke umiddelbart sammenligne 2 spor, selvom de er lige lange. Det ene spor har måske få stejle bakker og det andet mange men bløde bakker eller masser af blødt sand. Det er derfor lettere at træne og fokusere på den tid du bruger i sporet, ikke på kilometertallet. Start med en 30-40 minutters tur (afhængigt af dit træningsniveau), og øg gradvist efterhånden som du bliver mere fortrolig mere at løbe i sporet.

6: Styrk din core muskulatur

At have en stærk core (primært muskler omkring mave & ryg) er vigtigt for alle der løber, men endnu vigtigere for at kunne løbe trail. Det hjælper med at holde din overkrop stabil og i ro, når du bliver træt (og du skal nok blive træt). Jeg hader selv at lave den slag øvelser, men ser dem som et nødvendigt onde.
Her er nogle gode core-øvelser beregnet for sportsfolk ( https://dinryg.dk/core-traening ).

7: Styrk din balance

Med chancen for at skulle kravle over træer og buske kræver det en god balance! Simple øvelser kan være at stå på et ben, senere stå på en ben med lukkede øjne. Stå på vippebrædt eller lign.
Du kan finde eksempler på øvelser her ( https://www.gigtforeningen.dk/et-sundt-liv/motion-og-traening/oevelser/balance/ ).

8: Sikkerhed

Der er en del forholdsregler, der skal overholdes når du løber på stierne.
~For det første skal du sikre dig, at nogen ved hvor du skal hen, og hvornår du forventer at komme tilbage.
~Medbring telefon & ID ( http://www.djuva.dk ) og evt et kort over området (hvis du har en smartphone, kan du benytte dig af Google maps).
~Kører du i bil ud til området, kan det tilrådes at medbringe skiftetøj og førstehjælpskasse og efterlade dette i bilen.
~Ideelt set løber du med en eller flere venner, men løber du alene skal du være opmærksom på dine omgivelser og især underlaget du løber på.
~Vær opmærksom på hvilken rute du løbet, så du kan finde tilbage (mange nyere ure med GPS har en “Find hjem funktion”, hvis det går helt galt).

Løber du med rygsæk, kan et desuden anbefales at medbringe følgende (alt efter årstid og vejrudsigt):
~Langærmet trøje
~Alu/overlevelses-tæppe ( https://www.spejdersport.dk/redningstaeppe )
~Regnjakke
~Buff

9: Medbring dit eget depot

Du vil måske ikke komme forbi mange vandhanere eller butikker når du løber trail. Du vil ofte opleve, at du ikke ved hvor længe du er igang, så sørg for at medbringe dit eget vand og energi. Der er mange muligheder for at medbringe energi/væske, herunder håndholdte flasker, camelbacks, hoftetasker & rygsække ( https://www.loebeshop.dk/herre/tilbehor/rygsakke-og-tasker.html?filter_generelt_funktion=1239 ).

10: Trail løbesko

Jo mere tekniske de spor, du kommer til at løbe på jo større bliver vigtigheden af at have de rigtige sko.
I starten kan du godt tage afsted i dine almindelige løbesko. Men efterhånden som du bliver bedre og bedre og søger længere og længere væk fra de brede stier, stiger kravet til dine løbesko.
Rigtige trailsko er designet med robuste såler, så de passer til forskellige underlag: sålerne har knopper af forskellig hårdhed, udformning og størrelse, så de passer til fx Hårde klipper, mudrede spor, blød skovbund etc. Mange er desuden lavet med beskyttelse i snuden, så man skåner sine tæer, hvis man sparker til sten/klipper.
De fleste er også med lavt drop (dvs højdeforskel mellem forfod og hæl) for at mindske sandsynligheden for, at du vrikker om på anklen. Den nyeste trend går dog i den modsatte retning, det er sko med en meget tyk og blød bund, der skåner dine føder for belastning ved mange timer på meget hårdt underlag.
Pas godt på dine Trail-sko ved at sørge for, at du straks får renset al mudderet og tage indersålene ud, så de tørrer hurtigere ( https://www.loebeshop.dk/herre/lobesko/trail.html ).

11: Skrald med ud – skrald med hjem

Trail løb er fantastisk, fordi du kan blive et med naturen og nyde dine omgivelser. Vær med til at holde det på den måde ved ikke at efterlade noget affald.

Hvad du tager med ud tager du også med hjem igen.


0 Comments

Leave a Reply

Avatar placeholder

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial