Kom ud – mini eventyr

Published by Jesper Elfving on

Går du selv med tanker om et mini-“eventyr”? Så gør det !!

Hvad holder dig tilbage? Virker det helt uoverskueligt? Hvad er det værste der kan ske?

Når jeg løber de lange ture alene bruger jeg ikke oceaner af tid på forberedelse, da det ukendte også er en del af eventyret. Det skal ikke forstås således, at jeg møder total uforberedt op. Jeg koncentrerer bare mine forberedelser til de ting, der har essentiel betydning : fx vandhaner, færgetider, indkøbsmuligheder, private skove (hvor der kun må løbes i dagtimerne) o.lign.

Start med at lave en grov plan for at se om de hele kan hænge sammen.

  • Logistik : Hvordan kommer du til start og hvordan kommer du hjem (køre selv, bringes/hentes eller off. transport)
  • Hvis det er en kendt rute, har den så evt en hjemmeside med yderligere oplysninger?
  • Er ruten afmærket eller skal du selv finde vej?
  • Kan ruten downloades som .GPX til dit ur? Ellers kan du evt selv planlægge ruten via http://www.plotaroute.com
  • Er der mulighed for at tanke vand undervejs? De fleste kirker har enten udendørs vandhaner eller toiletter.
  • Skal der handles undervejs, udlægges depot, support eller medbringer du alt selv?
  • Pas på det hele ikke går op i en masse mentale begrænsninger og alt for mange unødvendige detaljer.

Hvis det ser fornuftigt ud, kan du begynde at gå lidt mere detaljeret til værks.

  • Søg på nettet efter yderligere oplysninger om ruten. Har den en hjemmeside eller er der andre der har løbet den og lagt beskrivelse mm op.
  • Ser der fornuftigt ud med afstanden mellem mulighederne for optankning af væske? Hvor meget bliver behovet mellem optankningsmulighederne. Husk at tage højde for eventuelle høje temperaturer.
  • Hvis du ikke handler undervejs, hvad vil du så medbringe af mad/energi?
  • Lav en seddel med KM-angivelser på væske, indløbsmuligheder (opbevar den vandtæt 😉 )
  • Tjek vejrudsigt og vurder om der skal lidt skiftetøj med?
  • Skal du med færge undervejs, så have styr på første/sidste afgang.
  • Hav styr på transport derned/hjem – og hvis du eventuelt må afbryde undervejs.
  • Mebring altid telefon (du har et kort ved hånden og mulighed for at ringe efter hjælp).

Ret meget længere ned i detaljer plejer jeg ikke at gå ellers kan det hele hurtigt drukne i alt for mange detaljer. Men er du meget mere detaljeorienteret, finder du selvfølgelig bare dit eget niveau.

Eventyret venter derude


Til denne her tur (https://like2run.dk/kyst-til-kyst-stien/), havde jeg forberedt mig ved at kigge på rutens hjemmeside og hentet en .gpx fil, som jeg indlæste i mit ur. Jeg lavede lille seddel med km-angivelser af de steder, hvor det var muligt at tanke vand – I bund og grund det eneste behov jeg havde på turen, da alt andet var medbragt hjemmefra.
Som backup havde jeg medbragt min telefon, så jeg havde muligheden for at gå på nettet og nærstudere kort, hvis det skulle gå helt galt med at finde vej efter uret. Det skal i den forbindelse lige nævnes, at jeg aldrig løber uden telefon, så jeg altid har mulighed for at ringe efter hjælp.

Det lyder jo rimeligt simpelt, men hvorfor er der så mange, der holder sig tilbage og ikke tør tage “springet”?

Når jeg taler med andre om lange ture (enten alene eller i en mindre gruppe) er det oftest usikkerheden om at kunne gennemføre den lange distance, der holder folk tilbage fra at kaste sig ud i det. Og det bunder oftest i det faktum, at de helst vil løbe i en god tid i det tempo, som de plejer at løbe i.
Mit råd indtil man har prøvet det nogle gange er : Sæt gennemførelse som det primære og lad være med at tænke på tiden.
Med det mindset slipper man også lidt af med det pres, som man ofte kan sætte sig selv under. Træk ærmet ud over uret og kig kun på det, hvis du absolut ikke kan lade være. Uden fokus på tid og tempo bliver det også lettere at tillade sig selv en gå-pause eller to.


Hvad er det værste der kan ske?
– Du går kold og må gå det sidste stykke? Man bliver nødt til at stoppe… Og hva’ så? Så ringer man bare efter familie eller venner og beder om at blive hentet…
– Du farer vild? Frem med telefonen ind på https://www.google.com/maps og se hvor du er.
– Du render tør for væske/mad? Hvis man ikke er helt ude på Lars Tyndskids mark så ind til nærmeste hus og banke på. Sig det som det er og du vil, næsten med statsgaranti, ikke blive smidt på porten.
– Du kommer til skade. Alvorligt: Ring efter hjælp. Mindre skade: Ring efter nogen der kan hente dig.

Snyd ikke dig selv for et eventyr


Som I så mange andre situationer, sidder begrænsningen i hovedet….Så spring nu bare ud i det – når først man er igang går det som regel meget meget lettere end man forstillede sig.

Når man så har gennemført turen er der ingen grænser for hvor stolt man ! (og hvor mange nye tanker/ture der pludselig popper op i hovedet).

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial