“Kyst til kyst” – stien
Jeg har gennem lidt tid kigget på “Kyst til kyst”-stien, der går fra Blåvandshuk til Vejle, lige knapt 140 km på tværs af Jylland.
Med baggrund i de (efter mine forhold) mange km jeg har løbet i år, synes jeg, at det kunne være interessant at løbe den. Jeg ville dog lige vente til lidt senere på året, så vejret blev lidt varmere og dagen lidt længere. I påsken løb jeg som sædvanligt turen langs Gudenå fra Silkeborg til Randers (75 km hvor sidste halvdel er i tungt, blødt terræn) og tænkte det kunne være en god lang træningstur inden nedtrapning til den noget længere tur på tværs af hovedlandet. Se tidligere beskrivelse af denne rute ( https://like2run.dk/socialtur-pa-traekstien/ ). En fremrykket operationsdato skød dog lige denne plan i sænk. Da jeg vidste, at operationen ville kræve et par løbefri uger, måtte jeg altså fremrykke den lange tur og nøjes med under en uges restitution, da der også lige skulle presses lidt faste ind og jeg ikke kunne møde udmattet op på sygehuset.
Offentlig transport til Blåvandshuk hænger ikke ligefrem på træerne, så dette måtte blive egen bil og klokken meget meget tidligt om morgenen. Heldigvis trådte min kone og en god ven til som chauffør og moralsk opbakker.
Efter et par timers kørsel stod jeg klar, i noget der mindede om storm, med den ene hånd på Blåvandshuk Fyr. Jeg så baglygterne på min bil hastigt forsvinde ud i mørket og der var ikke længere nogen vej tilbage.
Uret blev startet og afsted mod stranden det gik. Ruten var lagt ind på mit Garmin Fenix 5, men de første 5 km var bare lige afsted hen over det bløde strandsand, det gik så godt ud over stepperne, at jeg missede den sti, der skulle føre mig væk fra sandet og længere ind i landet.
Efter sandet fulgte nogle lækre km på gennem Oksby Klitplantage mens solen langsom stod op, inden der kom et kedeligt asfaltstykke mod Tarphage. Jeg forsøgte bevidst at holde tempoet nede, så jeg ikke brændte ud. Jeg har dog altid haft svært ved dette, da jeg hurtigt falder ind i det tempo, der føles naturligt for mig. Jeg accepterede dette og forsøgte at løbe så afslappet som muligt.
Nu fulgte et langt stykke gennem de flade engstykker og ådalen, trods manglen på bakker, blev dette et ret hårdt stykke, da de flade engarealer ikke bød på nogen form for læ. Vinden stod for meget i nord til, at jeg kunne få medvind hele vejen, så det blev et stykke der skulle kæmpes hårdt for at komme igennem. Sidste uges lang tur kunne sagtens mærkes i benene og når det en gang imellem gik op, bed det virkelig i lårene. Strategien blev omlagt og der blev indlagt gåpauser.
Omkring Varde bød turen på et virkelig flot stykke, hvor man løb oppe på brinken og fulgte åen – et stykke der mindede utrolig meget om turen langs Gudenå. Ruten er fint afmærket med små blå skilte og jeg brugte kun uret som backup. Ligeledes er mulighederne for at tanke vand afmærket med små skilte med vandhaner på.
Ruten havde jeg downloaded på stiens hjemmeside ( https://www.kyst-kyststien.dk/ ) det er en meget informativ hjemmeside med gode kort, hvor man kan zoome godt ind og finde diverse muligheder for overnatning, indkøb, vand mm. Jeg kørte nu fast med en kombination af løb & hurtig gang, så jeg stadig kunne opretholde et ok tempo.
Ingen læ på de flade stykker 
Ikke altid let at passere med stive ben. 
Varde Ådal
Efter Varde blev ruten ved med at byde på lækre spor, flotte udsigter og en tur gennem skoven ved Karlsgårde Sø. Igen kommer der et stykke asfalt, dette er dog kun midlertidig, da ruten her er lagt om pga naturgenopretning af Holme Å.
Ved Tofterup er jeg cirka halvvejs og bruger tiden ved en spejderplads, hvor der kom lidt strøm på uret og jeg fik spist noget af min medbragte madpakke. Jeg havde valgt at løbe turen alene og unsupported, hvilket vil sige, at jeg skulle medbringe alting selv og kun må tanke vand ved offentlig tilgængelige steder.
Frokost 
Stykket langs åen minder om Gudenå Trail 
Lækre spor langs åen
Senere blev jeg igen ramt af naturgenopretning, da der i engene ind mod Bække var lavet nogle små træbroer gennem de laveste og blødeste steder. Disse broer var åbenbart i så dårlig stand, at det var på tide at udskifte dem. Man havde fjernet de gamle og kun få slået pæle i til de nye, så det var en spørgsmål om at balancere på nogle udlagte brædder. På et tidspunkt var der en gammelt trådhegn der gik ud over stien og jeg måtte balancere godt sidelæns, de første par gange gik det godt.
Men 3 gang gik det galt og jeg mistede balancen og trådte ned i det blødeste af det blødeste mudder. Selvfølgelig kun med den ene fod, så min OCD kunne udfordres af en mudret sko og en tør sko – ikke det letteste at løbe med 😉
Små træbroer på de bløde steder 
Ups, trådte ved siden af 
Små spor, men godt afmærket
Ruten fortsatte med at give mig nogle lækre spor og fedt terræn og, at det er populær rute kunne ses på antallet af vandrere jeg hilste på undervejs. Disse har rige muligheder undervejs for at handle og finde gode overnatningssteder, ikke mindst via hjemmesiden.
Stien rammer nu Bindeballe og følger Bindeballestien ind mod Vejle. Dette er en flot men lidt kedeligt stykke, måske en kombination af, at jeg har løbet det et par gange til Dr. Nielsen Vinterhygge Marathon og det fakta, at stien bare er ligeud og asfalteret det sidste lange stykke.
Mens solen gik ned, fik jeg lige en lille pause og spist det sidste af madpakken.
Ved Skibet lige inden Vejle drejer stien mod syd og gennem en kæmpe vådområde ved Knapperup Sø og videre ind gennem byen.
Endelig efter 16 timer og 32 minutter stod jeg ved havneområdet i Vejle. Træt men stolt over gennemførelse af en lang hård tur på tværs af det sydlige Jylland.
I Vejle mødtes jeg med familien der havde taget turen ned for at hente mig… Dejligt at mærke deres opbakning til min mærkelige projekter.
