Costa Blanca 2017

Published by Jesper Elfving on

Her i weekenden skulle jeg indløse min fødselsdagsgave fra Edel Elfving og rollingerne : En tur til Spanien og deltagelse i Costa Blanca Trail.
Det blev en tur på godt og ondt….

image.png

Jeg havde fællesskab med 3 andre løbetosser (Per Falentin Olesen Dannie Lindved Mortensen Michael Seiger Kristiansen). Vores kendskab til løbet begrænset da al info på hjemmeside/FB kun var på spansk (thank You Google translate, selvom du nogen gange kom op ned det mest mærkelige volapyk  😉 )

Ud over forventning om en fed oplevelse var jeg spændt på om benene, motivationen og viljen var ordentligt klar igen efter UTMB.

Løbet tilbyder distancer på 18, 40, 65 & 102 km og vi skulle alle 4 ud på den længste. Det er ikke et kæmpestort setup og den længste rute havde kun tiltrukket 151 deltagere. Eneste info vi kunne finde om ruten var ruteprofilen på hjemmesiden – og den så ret voldsom ud (og det skal jeg love for den var)

Løbet startede fredag til midnat – og hvilken start. Vi startede med at løbe små 2 km stejlt op gennem byen for at komme til byens vartegn, bjerget Puig Campana og her møder man et skilt med teksten “km vertical”. Så var det ellers bare ind på række, snuden i sporet og op, op, op – i løbet af de næste 4 km fik vi mere end 1000 højdemeter ind på kontoen (så var man ligesom igang). En lille krølle på den historie er, at da vi kom til byen og så bjerget, blev vi hurtigt enige om at det ville en hård nyser. Vi jokede med at vi nok skulle den direkte vej, næsten lodret, op gennem slugten. Men endte dog med at konkludere, at der måtte være en vej rundt om bjerget med lidt serpentiner sving – nix der blev ikke vist nåde, der VAR den direkte vej.

Dette skulle vise sig at være symptomatisk for resten af turen. Underlaget var store sten, klippestykker og millioner og atter millioner af noget der, kunne minde om, at DSB havde været forbi med alt deres overskud af skærver. Dette betød også at terrænet virkede ufremkommeligt og alle de store opstigninger og nedløb ikke havde nogle egentlige spor, derfor havde man valgt at markere den direkte vej.

Nå men efter den bratte start var det lige om på den anden sidde af bjerget og her fulgte et nedløb der var videre end vildt. Det var fuld koncentration, hænderne i og så stille og roligt ned – her blev det ekstremt tydeligt, at vi manglede teknik (og mod?), det sidste stykke blev heldigvis en smule lettere. Så fulgte nogle mindre og lettere op- og nedløb, men hele tiden krævede det fuld opmærksomhed pga. underlaget. Det var rigtig mange løse sten/skærver, så bare en lille bagvægt på fødderne og du røg bagover, samtidig med du helst ikke skulle ryge forover og lande i de skarpe sten og komme til skade.

Ret hurtigt kunne jeg konstatere, at den bratte start havde sat sine spor og da først benene blev presset, var de ikke så restituere som jeg håbede på (heldigvis mærkede jeg intet til mine knæ, der havde været noget trætte efter Frankrig).
De trætte ben kombineret med svært underlag og ekstremt tekniske passer gjorde, at planen hjemmefra allerede efter 15 km måtte skrottes og plan-B blev iværksat : stille og roligt igennem uden at løbe nogen risiko og bare hold dig indenfor cut-off tiderne.

image.png
image.png

Bjergene i området er meget golde, der er meget sparsom vegetation dog undtaget nogle djævelske buske med torne på 2-3 cm. De stod så til gengæld så tætte, at man ikke kunne bruge sine stave til gengæld fik man nærmest flænset sine lår og hænder (heldigvis havde jeg sleeves på underbenene så de slap billigere). Dette var helt ekstremt på den lange opstigning efter cirka 35 km, her var der uden pause op gennem dette tjørnehelvede i mere end 2 timer – til gengæld var udsigten fantastisk  ;-)bedst som man troede, at man var oppe, skulle man traversere over en lang skråning med en fantastisk udsigt til havet og op toppen af Mallada del Liop. Det var en meget stejl skråning med et lille trådt sport på tværs, tungen lige i munden for hvis man glider her, vil der gå flere hundrede meter inden man standser. Toppen var ligesom et plateau, der lige gav mulighed for at sidde og hvile benene mens man nyd den helt fantastiske udsigt 360 grader rundt. Herefter var det op over endnu en skråning, hvor det stort set gik lodret ned på den ene side. Lige rundt om en lille top og så skulle vi bare ned i bunden….først tænker man lige “det der mener de fanme ikke, der er jo en tons løse skærver og der skråner som ind i helvede”…. men man havde jo ikke så mange andre muligheder og det viste sig faktisk, at det var et af turen letteste og sjoveste nedløb! Ud i skærverne, lige vende fødder og krop sidelæns og så rutsjede man “bare” ned af skråningen (lidt som når man kan tage de stejle stykker med ski på  ). 

Endnu et par småtoppe og så kom der endnu et af de nedløb, hvor man stille og roligt sørgede for at have godt fat med stavene inden man forsigtigt søgte at sætte fødderne på de rigtige sten. Noget der ikke bliver lettere på de sidste timer af natten, jeg har det altid svært den sidste time eller to inden lyset bryder frem, det er for mig de sværeste timer i mørket, det er her trætheden trænger sig på og hallucinationerne kommer.

Vel nede kom der heldigvis lige et depot, så man kunne sunde sig og få tanket op inden de 7 forholdsvis lette km ned mod det store depot og vores dropbag. Og så går det som det ofte går, når der kommer nogle lette passager, hvor der er ok løbbart. Man slapper af i hovedet og glemmer at koncentrere sig – og BUM så ligger man der. Lettere chokeret, ømt håndled og et mega hul i knæet efter mødet med en af de forbandede skærver. Lige samle tankerne, bese skaderne og tøffe lidt for at se om der stadig er gang i bentøjet. Godt øm i knæet valgte jeg at lunte/gå ned til depotet, hvor der heldigvis holdte en lægebil. Med god godt fra deres Google translate på deres telefon, fik jeg renset såret, skåret noget løs hud af, hældt godt med “rensevæske” i såret inden der kom bandage på. Ind på depotet og få lidt at spise og ellers tanket op. Valgte ligeledes at skifte t-shirt og strømper (havde en kæmpevabel på den ene storetå, der lige skulle placeres rigtig i skoen igen, så den generede mindst muligt). Valgte at gå det næste stykke tid for lige at komme til kræfter igen og få lidt gang i det ømme knæ. Efter endnu en lille top og endnu et stejlt nedløb, kom det med gang helt af sig selv – vi skulle nu cirka 700 højdemeter op mod turen højeste punkt Altana i lidt over 1500 meters højde. Endnu en lang stejl og uendelig opstigning, der det sidste stykke nærmest var lodret – så væk med stavene ned på alle fire og så ellers kravle op over toppen. Tiden havde nu passeret 17:30 og solen begyndte stille og roligt at forsvinde bag bjergene. Selvom jeg nu var dødtræt, skulle jeg lige bruge et par sekunder på at nyde aftenrøden og så mobilisere de sidste kræfter, så jeg kom så langt som muligt inden pandelampen måtte findes frem igen. Samtidig blev det pivkoldt, både fordi solen nu forsvandt og fordi jeg kom om i vindsiden af bjerget. Det næste stykke nedløb var ok og jeg gav den “kontrolleret gas” da jeg vidste, at der ventede et uhyggeligt nedløb mod Sella – og inderst inde håbede jeg, at jeg kunne nå det inden mørket. Men som det er i bjergene kommer mørket hurtigt og pludseligt – så frem med jakke og pandelampe og så ellers fremad, fuldt koncentreret om hvad der viste sig i min egen lille verden – dvs hvad der var synligt for mig i min egen lille lyskegle. Alt andet interesserede mig ikke og det var for risikabelt at kigge for meget rundt mens man bevæger sig fremad.

Nedløbet mod Sella var frygtet af alle og nu fik alle os i den tunge ende af feltet så lige smidt mørket oveni… Endnu engang var der knapt et spor at gå efter, der var som på resten af ruten markeret op med rødt strimmel og strimmel med refleks på. Dette hjalp dog ikke så meget lige her, da en hel dag i vinden havde blæst rigtig mange refleksstykke ind mellem grenene eller blæst dem helt af. Så ud over, at jeg nu skulle bevæge mig ekstremt langsomt for ikke at ryge ned, skulle jeg også bruge en del tid på et spejde/lyse efter de manglende refleksstykker (det skal for retfærdighedens skyld siges, at dette var det eneste stykke på hele ruten, for afmærkning lige manglede det sidste). Nedløbet bragte mig knapt 700 meter ned mod Sella i løbet af cirka 4,5 km, så det var tungen lige i munden og fuld plus på lampen for at minimere risikoen for styrt.

image.png

Stille og roligt fik jeg mig power-walked ned til min dropbag i Sella. Her, som ved alle de andre depoter, var hjælperne utroligt hjælpsomme og nærmest bange for, at de ikke kunne hjælpe dig nok. Kunne se, at jeg ikke skulle sidde for længe og hælde pasta indenbords, hvis jeg stadig skulle nå det inden for cut-off. Så hurtigt noget indenbords, alt overflødig ud af rygsækken og lige den ekstra pandelampe med og så ellers afsted igen (overhalede faktisk en lille håndfuld i depotet). kunne se på kortet, at de 11 km til næste depot godt nok var op hele vejen, men sammenlignet med resten af ruten var det “piece of cake”. Så strategien var, power-walk/lunte så hurtigt som overhovedet muligt, for at se om jeg kunne vinde lidt ekstra tid inden det sidste nedløb mod mål. Terrænet var fint, det var hovedsaligt skovstier op og rundt og op og rundt, til sidst begyndte det evige problem, når man er træt, presset og i søvnunderskud – de destruktive tanker : er jeg løbet forkert? har jeg ikke været her før? går jeg i ring? hallucinationer dukker atter frem : pludselig høres stemmer og de taler dansk? der høres skridt lige bag dig, er du blevet indhentet? ting der ydermere forstærkes af, at du går ‘Palle alene i verden’ ude midt i ingenting. Der er ingen mennesker, ingen beboelse, intet lys, ingen lyde – kun dem i dit hoved 

Pludselig dukkede der lidt lys op langt fremme på stien, endelig det sidste depot. De 11 km blev luntet i cirka 2 timer, endnu engang hurtig optankning og så videre. Jeg manglede nu kun en enkelt stigning og det sidste nedløb mod mål i Finestrat.
Det sidste nedløb var middel sværhed, men belært af erfaringen var det med fuld koncentration. Det var ikke herude midt i ingenting, at jeg havde lyst til at styrte rundt og ligge og vente på hjælp. Følelsen af bare at løbe rundt og rundt uden at komme længere ned mod byen fyldte atter meget. Men endelig kom jeg ned på et kort stykke, som jeg kunne huske fra gårsdagens start. Da jeg kom helt ned i byen stod der, på trods af at klokken var næsten halv to om natten, 3 betjente og ledte mig over vejen og få hundrede meter efter kunne jeg endelig efter 25 timer og 23 minutter lunte over målstregen som sidste mand i mål (dem jeg overhalede i Sella havde åbenbart givet op, eller var pillet ud pga. cut-off).

I mål var der igen fyldt med venlig hjælpere der hele tiden vimsede rundt og ville sikre sig, at jeg ikke manglede et eller andet. Jeg fik min medalje, lækkert sandwich med bacon!! Fik sagt pænt tak for et godt løb og var mega glad for, at der kun var knapt 1 km tilbage til huset.

Hurtigt i bad og så ellers ind under dynen og 5 sek senere sov jeg.

image.png

Næste morgen vågnede vi alle tidligt og eller lidt snik snak og løgnhistorier tog vi bilen de 6 km ind til Benidorm for at finde et sted at spise morgenmad. Vi endte på en lækker strandcafe og sad i det lækreste solskin (22 grader  ) og fik english breakfast, kaffe og en dejlig iskold fadbamse. Så bevægede vi os de 50 m ned på stranden og fik dyppet tæerne (Dannie og Michael var helt under). Så røg vi på is-dessert inden vi sluttede dagen af med lækker aftensmad sammen med et par andre danskere vi mødte derned (Troels og Vibeke fra Kolding). En rigtig lækker og hyggelig dag, der bød på mere sol end hele sommeren i Danmark.

Egne erfaringer fra løbet
+ Mentalt var jeg klar til at tale mig selv igennem de sidste 45 km
+ Havde stor respekt for de vilde nedløb, men var på intet tidspunkt decideret bange for dem
+ Fandt en god rytme op af stigningerne. Mindre aggressiv tilgang og lavere tempo, gjorde at jeg fik stort set alle sammen uden pauser før toppen
+ Husker lige at stoppe op og nyde udsigten undervejs

– Benene var ikke fuldt restitueret efter UTMB
– Døjede med maven de første 60 km inden jeg fik styr på den
– Fik vabler (nogen jeg eller stort set aldrig gør)
– Skal stadig blive bedre til at spise/drikke når jeg er træt
– Min teknik på svære tekniske nedløb er stort set lig 0

Hvis man skal opsummere løbet for andre interesserede
+ Fed rute og fantastiske udsigter hele vejen rundt
+ Gode poter
+ Meget hjælpsomme og venlig hjælpere ved alle depoter
+ Perfekt (næsten) afmærket rute
+ Meget nem at komme til/fra med billig fly
+ Perfekt temperatur så sent på året
+ Mulighed for live-tracking for familie/venner
+ Gode muligheder for alle med distancer på 18, 40, 65 og 102 km
+/- Meget teknisk rute – plus/minus alt efter hvad man er til.

– Al kommunikation på nettet, FB og dernede foregik på spansk
– Meget få hjælpere kunne bare få ord engelsk
– Få steder var der nogle mærkelig rutevalg (fordi de ville undgå 100 m asfalt lavede de nogle shortcuts)
-/+ Meget teknisk rute – plus/minus alt efter hvad man er til.

Link til løbets hjemmeside : http://www.costablancatrails.com/


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial