Kullamannen 2019

Published by Jesper Elfving on

Der er de medaljer man bare lige snupper.

Det er den man arbejder for.

Der er dem man må slide for.

Der er dem man kæmper for.

Og så er der dem, man knokler røven ud af bukserne for – hvor man graver dybere end dybt – hvor man er helt derude, hvor det at hive vandflasken op og tage en tår synes som en umulig opgave – hvor man er lige så ‘ristet’ som en branket hotdog fra Steff Houlberg.

En af den sidste slags fik jeg hevet i land hen over weekenden ved Kullamannen i Sverige.

Et løb der på papiret ‘bare’ var cirka 100 km transport fra Båstad til Kullen fulgt af 3 1/2 omgang på Dødsloopet (hver omgang er Ca. 21 km med cirka 1000+ højdemeter).

Distancen er oprindeligt på 100 miles, men de havde forlænget den til 174 km, så den derved udløsw2e 6 point til UTMB (tidskravet på Max 36 timer, blev dog ikke forlænget tilsvarende).

33 timer 50 minutter hårdt slid og jeg kunne modtage Kullamannen ringen som bevis på, at jeg var blandt de kun 22% der gennemførte løbet.

Det er noget af det mest tekniske jeg endnu har prøvet. De tekniske klippe-nedløb blev ikke lettere af regn hele fredag nat og styrtregn de sidste 6 timer jeg var igang lørdag eftermiddag. Læg så er tykt lag mudder/ler til regnestykket og resultatet bliver en flok løbere der skøjtede rundt på klipperne og nærmest bare gled ned ad skov-nedløbene.

Hjemmefra at der kigget på ruten og læst tidligere deltageres referater… Alle talte kun om Dødsloopet og hvor vanvittigt det var. Dette resulterede i, at vi totalt havde undervurderet det lange første stykke fra Båsted til Ängelholm hvor vores første dropbag lå.

Løbet fik ellers ikke den bedste start. Vi boede Ca. 10 km fra start og skulle være i målbyen Mölle kl 6 for at blive transporteres til startstedet. Op kl. 4.30, morgenmad og så ellers afsted. Da klokken blev 6 var der stadig ingen busser i syne og så bliver det annonceret “bussen er 2 timer forsinket”. Heldigvis blev vi tilbyder morgenmad på Grand Hotel Ca. 1 km oppe af bakken. Nå men lidt af det tabte blev, trods masser af unødig spildtid, indhentet og starten kunne gå kl. 10 mod forventet 9. Det betød så også at det var en time mindre til at nå frem til dropbag og pandelampe, så det blev regnet og kigget på uret mange gange.

Løbet starter med et lille 5 km loop, så man lige kommer igennem starten en gang til. Vi lagde stille og roligt ud på en bred flad grusvej, der fulgte vandreruten Skåneleden – dette underbyggede jo kun vores transport om et langt let transportstykke 😉

Vi skulle dog ret hurtigt blive klogere. Efter ca. 15 km begyndte vi at følge kysten og underlaget skiftede til en blanding af strandstykker, strand med store rullesten, skærver, skovveje med klippestykker stikkende op.

Især det sidste voldte mig tilsyneladende en del problemer. Så snart man ikke lige havde fokus på hvor man satte fødderne, sparkede man konstant til klippestykkerne. Herhjemme kan man sagtens sparke til en stor sten eller to undervejs, problemet her var, at det var klippestykker og det flytter sig altså ikke når man losser til dem.

Så allerede efter 40 km på det, jeg rigtig mange gange fik klassificeret som “lorteunderlag” havde jeg været i jorden 4 gange, den ene gang så voldsomt at både håndled og knæ blødte… Men det var slet ikke ovre endnu, heldigvis vidste jeg ikke, at jeg skulle styrte 4 gange mere inden fyraften.

Læg så en kold modvind oveni det trælse underlag og humøret fik endnu et nøk i nedadgående retning – som en ekstra bonus kunne man i det fjerne ane fyret ved Kullen (kystlinien har et forløb som et U, og vi ude i den ene spids og skulle “bare” lige cirka 75 km over til den anden).

Vi nåede depotet i Ängelholm inden mørket sænkede sig over Skåne og vi fik fat i vores dropbags. Der var desværre ikke mulighed for at komme indendørs, så det var en kold omgang at skifte trøje og få lidt mad indenbords. Heldigvis skulle vi have et 5 km loop i skoven lige efter depotet, det gav lidt varme at komme ind i læ (og man lander blødere på en skovbund, når man skøjter rundt på sine fødder ;-)).

Vi kløede på med krumhals og fi stille og roligt ædt den ene km efter den anden. Vi nærmede os Kullen og vidste, at vi skulle have en lille sløjfe på inden vi kom retur og løb ud mod Fyret. På toppen af en lang grusvej stod en flok hjælpere og en stor lysende lampe midt på vejen. Inde i mit hoved var dette vendepunktet, så stor var skuffelsen, da vi blev dirigeret ind i en skov, der bare blev ved og ved…så det der i mit lille hoved bare lige var en ekstra sløjfe endte med at være et loop på cirka 11 km.

Retur til vejviseren og vi tog nu hul på den første halve omgang af Dødsrunden – og jeg skal da lige love for, at nu blev det alvor. Det gik i bogstavelige forstand over stok og sten. Kyststrækning med skærver, store rullesten der skulle balanceres på og et par steder meter høje klipper, der krævede hænderne til brug ved passage. Herfra gik det ret op i himmelen af en smal mudret sti, der synes at fortsætte i det uendelige – en af den slags stier, der drejer et par gange, hvor man ellers lige har fået overbevist sig selv om, at nu er toppen nået.

Så fulgte stejle nedløb, der ikke blev lettere af den tiltagende regn. Stierne var bløde og man fedtede rundt mudder & ler mens man forgæves forsøgte at finde et eller andet at gribe fast i for at standse nedturen og holde sig på ret kurs, når stien drejede.

Hvem der bare havde researched bedre og haft sine stave nu, men de lå desværre først til rådighed ved næste dropbag i Mölle.

Efter en del op- og nedture gennem vand & ler kom vi til en megastejl opstigning over store skarpe klippestykker efterfulgt af et stykke med en stigningsgrad, der havde gjort, at arrangørerne havde lagt tov ud, så man havde bedre mulighed for at komme op. Det blev ikke lettere af, er der var 4-5 man på tovet af gange, så man blev rykket fra side til side og kæmpede det bedste man havde lært for ikke at miste grebet i det våde tov.

Nu kunne det næste ikke blive værre – skal man aldrig tænke. Da jeg halvvejs oppe (efter det første tov) holdt pause, men jeg hvilede op af et træ, kunne jeg se pandelamper så langt oppe, at de nærmest gik i et med stjernehimmelen. Heldigvis var der lidt fladere stykker, hvor der lige blev plads til at få lidt energi indenbords. Næste depot var ved Josefinelust, hvor min makker desværre meldte ud, at han ville stoppe i Mölle – så nu var jeg ‘Jesper alene i Sydsverige’. Jeg drog afsted i mørket velvidende, at nu var der ‘kun’ 7 km til målområdet i Mölle. Dem brækkede jeg op i 2 stykker : 3,5 km ud til fyret og derefter 3,5 km hjem.

Stykket ud til fyret var ok løbbare og bød på stigninger, der ikke (endnu) slog benene væk under dig. Ved fyret skulle man ned over nogle meget stejle klippestykker og det mindede mere om klatring end om en egentlig sti. Så fulgte et par op- nedture hen over klipperne, mens lysene fra Mölle by nu kunne anes. Koncentrationen skulle stadig bevares, da strimmel markeringerne ikke alle steder var forsynes med refleks. På et tidspunkt hvor jeg lige havde et godt flow, havde godt flow bemærkede jeg ikke en strimmel på min venstre side og fortsatte lige ud mod et lodret fald – heldigvis kunne jeg lige ane klippekanten inden jeg kom alt for tæt på. Så her blev der kigget ekstra god på de følgende runder.

Så fulgte nogle flade klippepassager, hvor man forsigtigt kunne hoppe fra sten til sten, et par nedstigninger hvor der enten var tov eller jernhåndtag som hjælp.

Vel nede kom et lille strandstykke, inden man via et par små asfaltveje endte oppe ved Grand Hotel. Tiden sagde nu 17 timer og 17 min for 111 km – noget mere end de 12-14 timer jeg kækt havde budt ind med inden start.

Jeg fandt hurtigt min dropbag og fik fundet lidt energi til rygsækken og mine savnede stave, det var en kold omgang at stå udendørs, så jeg skyndte mig ind i varmen for at få fyldt drikkedunkene op også. Jeg var rimeligt ristet efter de mange timers blæst og regn og varmen på hotellet tændte straks for tankerne “du mangler kun 3 runder og du har cirka 6 timer pr runde” “6 timer er da rigeligt til 21 km, eller er det?” “gider du knokle 18 timer mere i mørket og regnen?” “18 timer! dvs. du er kun halvvejs nu”

Jeg fik hurtig lidt varm suppe med ris og drog hurtig videre ud i mørket – jo længere tid man sidder i depotet jo mere lyst får man til at blive hængende inde i varmen.

Da jeg tog hul på den første af de 3 Dødsrunder, var klokken over 3:30 så trætheden begyndte at melde sig og den ubekendte lige nu var, at jeg ikke havde prøvet den første halvdel af runden. Jeg havde løbet den sidste halvdel og vidste, at den var sindssygt krævende, men hvordan var den første? tilsvarende? lettere? sværere? klipper?, skov? mudder? Det var med bange anelserne jeg luntede videre og manglen på søvn gjorde nu, at jeg begyndte at døje med mikrosøvn og slingrede fra side til side.

Jeg satte mig på en våd sten og forsøge at finde lidt ro med lukkede øjne. Det blev ikke til meget, både fordi jeg blev kold i rø… og fordi stort set alle der passerede mig, lige ville sikre sig, at jeg var ok (under normale omstændigheder fin trailkarma, men lige i nuet pisseirriterende).

Jeg fandt en god rytme med skiftevis ‘løb’ og gang og kom stille og rolig fremad – desværre kom jeg også til det punkt, hvor energi produkter hang mig langt ud af halsen og bare det at drikke vand var noget, jeg skulle tvinge mig selv til. Heldigvis havde jeg hjemmefra medbragt nogle lyse boller med ost & skinke, det hjalp lidt og de gled nogenlunde let ned. Da jeg igen kom til kyststykkerne, vidste jeg hvor på ruten jeg var – men vidste også hvad der ventede mig. Hen over rullestenene, op over klipperne og så ellers lige op i himlen gennem skoven. Videre op og ned, mens jeg rigtig mange gange fortrød den tilmelding jeg har til ‘Val D’Aran by UTMB’ første weekend i Juli.

På det her tidspunkt i løbet er det svært at finde selskab, for det første er der god spredning på de resterende deltagere for det andet har de fleste deres helt egen rytme mellem løb & gang – så jeg fortsatte ufortrødent videre gennem mørket.

Op og ned af skrænter, op og ned af klipper – op og ned med humøret, der svingede lige fra “nu stopper det pis” til “kæft det går godt, nu klarer jeg den”. Forbi depotet ved Josefinelust, ned at den sindssyge klippe ved Fyret og over klipperne og det flade stykke (husk at holde til venstre) og pludselig kunne jeg se lysene fra Grand Hotel, 21 km og cirka 5:27 siden jeg var her sidst. Da jeg kommer ind, komme min makker og beder mig gå ind i varmen, så skal han nok finde min dropbag og hvad jeg ellers mangler. Det var vildt fedt at se ham igen og høre, at han var OK med, at han stoppede. Han fik fat i noget suppe og cola til mig, energi i lommerne og så afsted på den svære 2’er.

Vi havde på forhånd talt om, at runde 2 ville blive en dræber. Du har 132 km i benene og du mangler en marathon fordelt på 2 runder a’ 5-6 timer. Klokken var nu lidt i 9 lørdag morgen og jeg havde været i gang i knapt et døgn. Igen blev der talt lidt med mig selv, der kørte en uendelig diskussion i mt hoved for og imod en tur mere gennem det rædsel arrangørerne kaldte Dødsrunden. Igen hurtigt op og afsted igen, med hurtig hovedregning kunne jeg sjusse mig frem til en runde på 6 timer og en på 7 timer, så var jeg stadig indenfor cutoff på 36 timer. Det blev en runde, der ‘bare’ skulle overstås og heldigvis hjalp de lyse timer med at holde humøret oppe på trods af en dræbende træthed.

Da jeg kom til den stejle stigning med tovene var der en lang kø. Det skyldes, at der lå en stakkel ved det øverste tov og havde krampe i begge ben. Han holdt godt fat i tovet for ikke at glide længere ned af skrænten, men var ude af stand til at komme på benene på nogen måde. Folk nedenfor begyndte at skælde ham ud, men staklen kæmpede det bedste han havde lært for at komme af vejen. Det endte på, at han kom op på alle 4 og måtte kravle det sidste stykke op. Det giver altid et lille boost på selvtilliden, at se de andre deltagere også lider. Det var en hel anderledes oplevelse at opleve terrænet i dagslys og regnen holdt også en pause. Alt i alt en omgang, hvor jeg tvang mig selv videre når trangen til pause meldte sig – og fik overbevist mig selv om, at det var bare om at klø på, så var der masser af tid i overskud til at komme igennem.

Efter 5:33 var jeg igen retur ved Grand Hotel og igen blev jeg godt serviceret af min makker. Døjede stadig med at drikke og spise energi, så dejligt igen at få lidt suppe med ris. Det var nu først på eftermiddagen, så det var med at komme hurtigt afsted, så jeg kunne nå så langt som muligt inden mørket igen sænkede sig over Kullen.

Jeg havde omkring 7 timer og 30 min til sidste runde, så nu skulle jeg bare lige rundt en sidste gang. Vi begyndte nu at blive passeret af de løbere, der deltog i “Dobbeltdödan” (dvs. 2 omgange på Dødsrunden). De gav stort set allesammen et klap på skulderen og et “bra jobbat” – det var dejligt opmuntrende og hjalp en lille smule hver gang.

Jeg fik stille og roligt arbejdet mig rundt men da mørket sænkede sig begyndte mikrosøvnen igen og jeg hallucinerede voldsomt. Jeg så en grøn bil holde på skovvejen, men 2 små børn stod og vinkede og heppede på mig – det viste sig at være grønne bregner. Jeg så en mand komme cyklende, stille cyklen op af en træ tage sit rygsæk af og finde det store kamera frem og stille sig klar til at tage billeder. Jeg drejede min nummersnor, så løbsnummer kom om foran – blot for at opdage, at det var en busk jeg passerede. På et tidspunkt stod jeg lige stille og hang op af et træ, da jeg så en stor sten der svajede frem og tilbage ved siden af træet. Jeg måtte have en hånd på stenen før jeg fik overbevist mig selv om, at stenen selvfølgelig ikke bevægede sig.

5 min på en træstub og jeg måtte videre. Ned af stien mod kysten og slå hovedet ind i den samme lavthængende gren, som de 3 forrige gange jeg havde passeret samme stykke (nej, klog af skade blev jeg ikke).

Regnen var nu begyndt igen og det silede ned, så klipperne blev mere og mere glatte at træde på, så det var næsen i sporet og godt blus på pandelampen. Skrænterne blev mere og mere mudrede og man skøjtede nærmest ned af dem, men det stort set var umuligt at komme op af. Mudderet nåede godt op over skoene og de blev efterhånden godt fyldte og klemte både her og der. Jeg var så koncentreret om at se hvor jeg trådte, at jeg helt glemte at kigge op en gang imellem, med det resultat, at jeg gik direkte ind i en tyk gren og tilranede mig en kæmpe bule/sår i hovedet. Skidt pyt nu var jeg næsten ude ved sidste depot og manglede bare lige de sidste 7 km omkring fyret og hjem.

Da jeg kom til fyret stod der flere officials og dirigerede os ned af en parallelsti, da den vi hidtil havde brugt var skyllet delvist væk og var for farlig at færdes på. Nu kunne jeg virkelig se enden på det hele og på trods af mit løfte til min makker om “ikke at tage chancer på sidste runde”, gav jeg nu los og løb det bedste jeg var i stand til. Underlaget blev sværere og sværere pga. den tiltagende regn og alle mellemrum mellem klipper var nu fyldte med vand, mudderet stod til godt oppe af benene og kun stavene reddede mig fra flere styrt (det endte med 8 ialt 🙁 )

Nu gav jeg virkelig det sidste jeg havde og det lykkes mig at overhale 9 andre på de sidste 3,5 km fra Fyret og ind til Mölle – selv de sidste stejle stykker op og ned blev passeret i noget der mindede om løb.

Endelig – efter 33 timer og 50 minutter kunne jeg se målet – og så lykkes det mig at løbe udenom det. Alle de øvrige runder skulle vi løbe højre om målportalen og over til vores dropbags, så det gjorde jeg selvfølgelig igen 😉 Det lykkes mig dog at løbe retur og rigtig i mål efter en sidste runde i 5:25.

Indenfor i varmen og modtage beviset på gennemførelse : Kullamannen ringen.

Igen blev jeg vældig godt serviceret af min makker, men jeg var ikke rigtig sulten og spiste kun af pligt. Jeg ville skifte til tørt tøj, bare for at opdage, at min første dropbag havde stået ude i regnen og alt var gennemblødt – ikke lige det jeg havde behov for. Jeg fandt det der var mindst vådt og hurtigt returnerede vi til vores Bed and breakfast i Höganäs, så jeg kunne komme i et varmt bad (jeg krydrede lige oplevelsen med at give hovedet endnu en tur, da jeg rejste mig op i en skråvæg 😉 )…

Vi fik en kop kaffe og talte om weekendens oplevelser inden vi gik til ro….. underligt nok, var jeg slet ikke sulten, men mon ikke der kunne tages revanche ved morgenmaden..

Kullamannen : en hård omgang, en stor oplevelse og måske det hårdeste løb i Norden? Frafaldsprocenten ligger ihverttilfælde rimeligt højt år efter år. Ifølge de tal jeg har kunnet finde kom 116 mænd i mål hvilket svarer til knapt 22%.

En kæmpe tak skal lyde til min makker @carsten for uvurderlig moralsk støtte og hjælp i depotet. Kæmpe indsats, at du gad blive hængende på hotellet imere end 16 timer mens jeg tossede rundt ude i terrænet – det er jeg dig dybt taknemmelig for.

Endnu større tak til familien derhjemme, fordi de altid bakekr mig op og giver mig tid til at lege tosse ude omkring i verden.

Link til løbets hjemmeside : https://kullamannen.com/


0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial