Solstice63

Published by Jesper Elfving on

Solstice63
Solstice63 – hvad er det for en størrelse var min første tanke.
DanishUltra -hvem er de?

Solstice 63 er et ultraløb med udgangpunkt i Kerteminde. Ruten følger kysten op mod Fyns Hoved, omkring Gabet og retur til Kerteminde. Man følger kysten hele vejen, langt det meste af vejen nede på stranden eller på små trampede spor i umiddelbar nærher.

Arrangementet var ikke slået slået op som løb, men som footrace  – hvilket var meget passende da ret meget (efter min mening) ikke var egnet til løb, mere speedhiking. Det ligger også mere i tråd med den term, som de benytter på De Britiske Øer, her kaldes langt de fleste ultra’løb’ for Ultra FootRace i erkendelse af, at ingen kan løbe hele vejen. Ligeledes kunne det måske tiltrække folk der helle ville gå helevejen end forsøge at kaste sig ud i ultraløb.

Jeg tog til Kerteminde lørdag aften, så jeg kunne sove en smule længere søndag morgen. Arrangøren, Morten havde tilbudt overnatningsmulighed for de der var interesseret, flot initiativ og jeg fik en varm velkomst og en gildesal helt alene, da jeg var eneste deltager, der havde takket ja.

Vågnede tidligt og havde god tid, da der kun var ca 3 km hen til startstedet, Sybergland (et kæmpestort naturområde med shelters og en slags kæmpestor overdækket træscene med el, vand & toiletter). Efter lidt snak frem og tilbage med de øvrige besluttede jeg at droppe både gaiters og stave, men sendte dem med i min dropbag.

Efter en kort briefing var det tid til start og kl 8 præcis blev de 17 deltagere sendt afsted. På forhånd var vi informeret om sparsom afmærkning og alle deltagere var selv ansvarlige for at finde vej vha den tilsendte .gpx fil, enten via ur, mobiltlf eller lign. Der gik da heller mere end 200 m så røg de forreste forbi en lille sti og trak resten af ‘lemmingerne’ med – 180 grader rundt og vi var på sporet igen. Jeg lå i front med Poul Lundgren og Michael Rasmussen (der qua sin deltagelse i Fyn Rundt kendte til rute & underlag). Jeg erkendte dog allerede efter 3-4 km, at deres udlæg var for hurtigt for mig og det løse underlag på stranden fik lynhurtigt mine ben til at mindes sidste weekends hårde strabadser (lørdag 103 km rundt om Samsø & søndag 21 km Bestseller halvmarathon).Så jeg slap dem og fandt mit eget pace. Vejret viste sig frem på aller fornemmeste vis, der var sol og høje temperaturer lige fra morgenstunden. Heldigvis havde vi en lille smule modvind ind fra Storebælt, så det luftede en smule, ikke meget, men nok til, at man ikke kogte over.

Stranden trak virkelig tænder ud på mine ømme ben. Man kunne vælge mellem et lille bælte med skrå fast sand, helt løst sand eller et bælte af små løse sten, der både pressede på dine fodsåler og sugede kraften af alle dine afsæt når du løb. Dem der, gennem årene, har løbet med mig på Samsø Ultra ved hvor ‘meget‘ jeg holder af stenstrand.

Senere skiftede det over til større sten, der for hvert eneste skridt virkelig pressede på mod fodsålerne (ret hurtigt måtte jeg erkende, at min Asics Gel Fujiattack slet ikke havde nok dæmpning i sålen til at modstå dette pres. Men det skulle blive meget værre hen over dagen.

Tredje scenarie på stranden var de helt store sten, hvor man skulle hoppe fra sten til sten. Dem havde jeg det helt fint med og fandt hver gang et godt flow, velvidende, at et enkelt sats og fejltrin kunne få fatale konsekvenser – ikke kun for min deltagelse men også risiko for meget alvorlige skader.

Solen bagte ubarmhjertigt ned mens vi havde Storebæltsbroen til styrbord og jeg kæmpede for at bevare et godt flow med god fart på de små stier og speedhiking/småløb på stenene. Flere steder på stranden var der checkpoint med officials, der holdt styr på os. Ret betryggende og hyggeligt lige at hilse på med jævne mellemrum. Morten selv suste rundt i bil/på cykel og tog billeder, video & droneoptagelser og heppede lystigt på.

Jeg havde valgt, at benytte min telefon som gps og det fungerede rigtig fint. De gange jeg enten var i tvivl eller levede i håbet om, at der lidt længere oppe måtte være en sti (så jeg slap for den ski*e stenstrand) kunne jeg kontrollere min postition på kortet. Der findes flere forskellige Outdoor Apps der kan indlæse .gpx filer og bruges som navigation. Jeg har selv en del forskellige installeret på telefonen, men valgte ViewRanger til dagens opgave. Den kørte i baggrunden, så hver gang jeg brugte tlf kunne jeg lynhurtigt se hvor på ruten jeg var – dette valgt blev truffet, da jeg gerne ville have en større skærm end den mit ur Garmin Fenix 5 tilbyder
 

Ved Bøgebjerg Nord efter ca 15 km kom første tiltrængte depot. Her holdt bilen med deres specielle depottrailer med vandkøler og køleskab (!) Hurtigt nyt vand og energi i dunkene og så ellers videre op mod Fyns Hoved.

Udsigt mod Fyns Hoved
Landskabet og kyststrækningen skiftede mange gang og var meget smukt og varierende.Videre op mod Horseklint, hvor vi lige løb udenom fuglereservatet. Mine fødder var ved at være godt brugte og benene ligeså, så gå pauserne trængte sig mere og mere på, selv på de stier, hvor der under normale omstændigheder skulle løbes. Videre ud mod den smalle tange, der fører ud til Fyns Hoved, hvor jeg gik det meste af vejen rundt. Jeg var nu godt smadret af varmen og det hårde underlag og blev overhalet af 3 løbere, mens jeg traskede det sidste stykke op mod Fyns Hoved. Wauv sikke en flot udsigt, helt klart vejr og Samsø kunne ses lige for. Bløde bakker, stejle skrænter og et fantastisk view hele vejen rundt – sammen med Nordby Bakker på Samsø noget af det flotteste jeg har løbet i herhjemme.

Klokken nærmede sig nu middag og solen stod højt strålende og brandvarm på himlen – der var ingen mulighed for skygge. Så depotet ved Korshavn efter ca 31 km kom meget belejligt. Masser af koldt at drikke, dunkene fyldt op igen – og så lige et glas iskoldt Coca Cola og en Sun Lolly sodavandsis med i hånden, da jeg gik derfra. Den is kom på det bedst tænkelige tidspunkt overhovedet – og som en lille bonus kom der et asfaltstykke, så jeg fik mulighed for at gå og spise samtidigt.

Noget de meget ujævne og stenede strandstykker hidtil havde forhindret.Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, da vi forlod asfalten kom vi til et langt stykke hvor der var meget højt græs og masser af huller. Jeg prøvede at løbe, men var tæt på at snuble et par gange og blev derfor lynhurtigt enig med mig selv om, at det var mere forsvarligt at speedhike (lyder lidt finere end at indrømme, at man går, ikk’ 😉 ) gennem det græs, der var lige så højt som jeg selv.
Græsset var lige så højt som mig

Græsset blev kort efter afløst af en blanding af græs-tuer og vandhuller. Jeg småløb og ledte efter et sted, hvor jeg kunne dyppe min buff i vandet uden at få våde fødder. Mens jeg overvejede et fornuftigt sted glemte jeg samtidig at kigge ned og se hvor jeg satte fødderne – så en halvstor sten hjalp mig lynhurtig med at træffe valget om hvor buffen skulle dyppes. Jeg kæmpede forgæves med en to-tre lange skridt og flagrende arme, men måtte overgive mig for tyngdekraften og smide mig lige så lang jeg var i vandkanten. Godt det var sommer solhvervs udgaven jeg deltog i.Længere sydpå kom der en langt stykke ind over græsmarker fyldt med tuer og mudderhuller. Der var svært at holde en god fart, da man kun kunne hoppe fra tue til tue. På et tidspunkt bliver jeg indhente og overhalet af xxx nr2 og da han let og elegant passerer et elhegn, kigger jeg mere efter ham end hvor jeg sætter fødderen med det resultat, at min venstre ben rammer ved siden af en tue og jeg synker i mudder til knæet. Jeg kunne næsten ikke få min ben fri igen, men med møje og besvær fik jeg det fri og skoen fulgte med op.

Det høje græs og hoppen fra tue til tue havde fuldstændigt drænet mine ben og jeg var træt med træt på. Da der kort efter kom en vandpassage, så jeg Morten stå oppe på et dige, det passede fint, så kunne jeg lige rundt ham og checkpoint og samtidig gå udenom vandpassagen – total win-win. Da jeg nærmede mig, kunne jeg godt se, at Morten var overrasket over, at jeg nærmede mig og han spurgte da også til min tilstand… Jeg fortalte hvor træt jeg var og bare ville sjoske den hjem.. Fik tilbud om noget juice eller energi, men det var slet ikke der behovet lå – mine ben var bare trætte. Tanken om at udgå strejfede mig aldrig, ja jeg var træt og ja mine fødder var godt brugte af at træde på de mange sten undervejs.. jeg forsøgte bare hele tiden at se positivt på, at jeg trods alt kom fremad og holdt en ok fart ved at gå friskt tid og løbe/lunte når det var muligt.  Nå, men Morten kunne så fortælle, at jeg skulle dreje 180 grader og passere gennem vandet for at runde Vejlø.Turen rundt var igen fantastisk flot og det virkede næsten som totalt uberørt natur vi passerede. Jeg sørger altid for at huske mig selv på at nyde naturen/udsigterne når jeg er afsted til diverse trailløb – det er med til, at jeg glemmer trætheden og istedet bare gang på gang bliver bekræftet i, at Danmark er et fantastisk dejligt land.

Rute til Solstice63

Herefter gik det endnu et godt stykke med højt græs og masser af sten/huller, så mange steder kunne det bedre betale sig at løbe 1 meters penge ude i vandet, da der var blødt underlag (hvilket passede min venstre fod ekstremt godt) og vandet havde en behagelig temperatur.
Det var lettere at løbe ude i vandet

Kort efter fik vi et tiltrængt stykke på grusvej, inden vi igen drejede ned mod et forholdsvis godt stykke med strandstrand forbi sommerhusområdet ved Bogensø. Varmen var nu ekstrem og jeg havde drukket det meste af mit vand, så jeg må op og finde et sommerhus hvor jeg kunne tigge et opfyldning med frisk koldt vand. Vi fulgte sandet videre rundt i Dalby bugt, på et tidspunkt kom der er kæmpemæssigt bælte af halvrådden tang. Det føltes svuppende og blødt næsten som at løbe på en skumgummimadras – lige indtil jeg røg igennem skorpen med det ene ben og røg ned i det rådne tang. Føj for en stinker. Heldigvis kom der endnu en vandpassage lige umiddelbart efter. Bunden var godt blød, så jeg sank i til livet – men skidt jeg fik vasket mit ben og fjernet stanken af tang 😉

Vandpassage med stenpassage inkluderet

Vandpassage

Herefter fulgte et meget langt stykke med rigtig store sten, hvor der måtte hoppes fra sten til sten. Jeg fandt et godt flow og god teknik, så inden vi nåede depotet kort efter Gabet/Lodshuse havde jeg indhentet Lars der ellers havde slået et godt hul på det  løbbare sandstykke. Ved depotet kunne jeg se de 3 løbere, der havde overhalet mig ude omkring Fyns Hoved, cirka 1 km nede af stranden. Jeg lavede et hurtigt pitstop, fik udleveret en ekstra 0,5 l vandflaske til rygsækken, så jeg ikke rendte tør for vand igen og fik besked om, at der var cirka 13-14 km tilbage.Jeg kom afsted og brugte igen lige lidt tid på at gå og spise en Sun Lolly (ikke det samme som en stor isvaffel fra Fjellerup Vaffelbageri, men på dagen langt bedre).Jeg besluttede mig for at holde godt på og se om jeg ikke kunne komme lidt tættere på de 3 foran. Jeg bemærkede, at de havde indlagt gåpauser og droppede derfor mine egne, sørgede for at løbe i de bælter af tange der lå på stranden, så fødderne blev skånet mest muligt. Det til trods, var det stadigt hårdt især for min venstre fod, der havde været på skrå og trådt på tusindvis af sten gennem hele dagen. Men ret hurtigt kunne jeg se, at jeg kom en smule tættere på dem og så der pludselig ny energi og flow over mit løb… Nu tøffede jeg ikke alene rundt på en Fynsk strand, nu havde jeg noget at løbe efter.

Rute til Solstice63

Det er en af de fascinerende ting ved Ultraløb, i løbet af de mange timer man er afsted kan ens energi/humør bevæge sig som en sinuskurve mellem yderpunkterne. Fra at være helt på toppen, kan man en time senere være helt nede på sokkeholderne og have ben så tunge som bly, for igen senere på dagen at være totalt flyvende og føle sig fuldstændig ovenpå og bare give den gas. Det er en fantastisk rejse og man lærer noget af den hver eneste gang. I modsætning til kortere distancer, hvor løbet er kørt, når man rammer en down-periode så ved man, at i Ultraløb skal det hele nok blive godt igen, bare man klør på og fortsætter.

Vi nærmede os det sidste strandstykke, inden vi drejede ind i landet mod Kerteminde og målområdet. Jeg fik overhalet alle 3 da vi kom ind i et stykke med meget højt græs, min plan var at fortsætte stille og roligt forbi dem, men jeg fik begyndende krampe hver gang jeg forsøgte mig med løb, så jeg måtte fortsætte med hurtig gang. Jeg holdt dem bag mig og vi drejede ud på asfalten og jeg satte nu farten op og tænkte, det er nu eller aldrig, hvis jeg skal beholde min placering. Jeg var dog noget i tvivl om hvor langt der var til mål, ifølge mit ur der havde vist et par km længere ved sidste depot, skulle der være 4 km til mål. Jeg tjekkede kortet på telefonen mens jeg løb og kunne se, at der efter et par km skulle komme et vej-T. Besluttede at holde tempo derop og ellers undlade at kigge bagud. Da jeg drejede kunne jeg se, at de 3 var godt spredt men jeg havde slået et hul, som jeg ikke troede de kunne lukke igen. Det gik nu en smule op og jeg satte tempo lidt ned for ikke at gå helt død. De jeg nåede toppen og drejede ind på en grusvej, kunne jeg pludselig se mål… Vil skyde på, at der var 2 km derned.  Jeg holdt tempo lidt nede for at være sikker på,at komme helt hjem, men venstre fod var helt tosset på ydersiden. Pludselig kom der en løber susende forbi mig inde i græsset, jeg fik et kæmpechock – både fordi jeg ikke havde hørt ham komme snigende og fordi, jeg troede mig sikker på at holde min plads.
Inden jeg fik set mig om, fik han et godt hul og selvom jeg forsøgte lykkedes det mig ikke at få lukket det igen…. så jeg endte på 4 pladsen.
En placering jeg var vældig godt tilfreds med da jeg lige havde sundet mig og lige evalueret dagens forløb…det var trods alt en lang varm dag på mit favorit hade-underlag 😉

Vi kom ind ca 1,5 timer efter Poul & Michael, der holdt et uhyggelig højt tempo gennem hele dagen (flot løbet!).I mål blev der kræset godt om os, der blev serveret nylavede pommes frites med masser af salt, grillpølser, kaffe, isthe, øl og andre lækre sager.

Lækkert med ‘junk’-food i mål
. Da de første 8 var kommet i mål var der udlevering af medalj & diplom
De 8 første

Jeg var overraskende nok, ikke øm, hudløs, kramperamt eller lignende – til gengæld kunne jeg næsten ikke gå på min venstre fod, der føltes som at træde ned på et brækket fod for hvert skridt. Med den havde jo også været på hårdt arbejde i små 9 timer.

Velfortjent medalje

Efter masser af hyggesnak med de øvrige, godt med isthe,  3 portioner pommes og en pølse var det tid til at vende snuden mod Randers, der var jo trods alt 2 timers kørsel hjem.

Her et par dage efter løbet har jeg selvfølgelig gjort mig nogle tanker om dagens forløb, da årsagen til min deltagelse var at få en pejling af rute, underlag, navigation via telefon og vurdering hvad arrangøren var for en fætter – dette for at genoverveje om Fyn Ultra 350 km senere på året var noget for mig.

Diplom & medalje
Arrangørerne : Hele setup omkring arrangementet (hjemmeside, invitation, velkomst, raceintro mm) virkede utroligt professionelt og mit umiddelbare indtryk er, at de har styr på alt. Tjekpoints og kontrol ved depoterne gjorde også, at jeg følte mig tryg og havde fornemmelsen af, at de hele tiden havde styr på hvem der var hvor på ruten.

Depoter : Til en 63 km kan man godt selv medbringe evt powerbar og energi. Hvis det drejer sig om Fyn Ultra ved jeg ikke om niveau er det samme, men på et arrangement der strækker sig i op 100 timer, vil jeg få brug for rigtig mad af en art undervejs. Så depotindhold er noget af det der skal undersøges hos arrangørerne inden evt deltagelse.

Ruten : Var visse steder meget krævende (passage af de store sten, hvor man måtte hoppe fra sten til sten) og ved vandpassagerne kunne det være lidt svært at vurdere vanddybden på forhånd. Vi var dog heldige, at vi passerede begge dele i dagslys. Fareniveau og risiko for skader vil helt klart være noget højere, når/hvis man skulle passere dem i mørket med pandelampe, som i Fyn Ultra 350.
Desuden kræver den nogle grundige overvejelser omkring valg af sko. Jeg skal helt klart have nogle sko med meget mere dæmpning/sål inden jeg skal løbe på de sten igen, eller har jeg ikke en chance for at komme hele vejen rundt.
Jeg vil også overveje om ikke der skal med bringes stave til de jævne stykker for at skåne / aflaste fødder / ben.

Navigation : Ruten fulgte i store træk kysten rundt og instruktionen var : er du i tvivl, så sæt højre fod i vandkanten og fortsæt.  Navigeringen skete i mit tilfælde, som tidligere nævnt, ved hjælp af telefon og en Outdoor App. Det fungere meget fint og detaljeniveau og den store skærm gjorde, at jeg lynhurtigt kunne se hvor på ruten jeg befandt mig i tvivlstilfælde. Det er klart at på længere distance, skal der medbringes en powerbank til telefonen. Har man et af de nye modeller af Garmin/Suunto kan navigering ligeledes foretages på uret, så tlf. bare kan medbringes i rygsæk

Lidt flere indtryk fra turen
Uldsokker der vist ikke kan bruges igen


1 Comment

Poul · 21/08/2020 at 21:26

Godt skrevet

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial