Så fik jeg lige samlet lidt af mine tanker omkring UTMB 2017:

Ankom til Chamonix onsdag sidst på eftermiddagen – uden bagage. Den befandt sig et eller andet sted mellem Hamburg og Geneve.

Jævnt presset, men ved hjælp fra både kendte og ukendte danske deltagere (og en argentinsk pige fra hotellet) lykkedes det mig i løbet af torsdagen at samle nok udstyr til, at jeg kunne få det eftertragtede startnummer udleveret.
Håbede til det sidste på, at tingene ville dukke op… men nej.

Fredag morgen vågnede jeg tidligt, da Thomas Staun skulle tidligt op og afsted til starten på CCC… midt på formiddagen tjekkede jeg telefonen for bagagestatus for 117 gang – stadig intet nyt. Brugte så det meste af dagen på at få indkøbt nyt tøj, så jeg havde noget at løbe i. Troede jeg kunne klare dette ret hurtigt, da Chamonix stort set kun består af sportsbutikker…men med ca. 10000 løbere var der efterhånden udsolgt af mange ting rundt omkring. Så de par timer jeg skulle bruge på en “morfar” gik i stedet med at suse fra butik til butik…
Men jeg havde ret hurtigt besluttet, at jeg ikke ville lade mig stresse af alt det manglende udstyr (men vil da lyve, hvis jeg siger, at det ikke påvirkede mig).

Da kl. var omkring 16 og jeg var på vej afsted med dropbag og videre ned til start – dukkede en sms op fra hotel-fatter…. “your luggage has arrived”
Aarrgh nu steg stressniveauet da pludselig til 10000… Skulle der pakkes om? skulle jeg lade tingene være som de var? ja, hvad skulle jeg?

Lynhurtigt blev der byttet rundt på nogle ting. Jeg tog mine egne stave, da dem jeg havde lånt var en nummer mindre. Jeg skiftede lynhurtigt til eget “gamle” løbetøj og smed lidt energi i rygsæk og dropbag. Mere kunne jeg ikke lige overskue på det tidspunkt.

Fik afleveret min dropbag og bevægede mig til startområdet.

Kæft en stemning… her summede af liv, løb, højt humør, forventninger, skræk, rædsel, glæde…ubeskriveligt (men vist vanedannende)

Efter noget tid begyndte de med taler, præsentationer (af bla min helt Killian Jornet)… store højtaler og en pumpende bas var med til at piske stemningen helt op til uanede højder.

Det var helt vildt og man fornemmede virkelig, at man var en del af noget stort… næsten 3 års forberedelse skulle til eksamen nu…og pludselig kunne jeg mærke det hele vælte op i mig og mine øjne begyndte at svede…tørrede dem og kiggede på en polak ved siden af mig…han led vist også af røde øjne og “høfeber” 😉

Så gik starten og larmen var tilskuerne var ubeskrivelig….det hele kom så pludseligt, at jeg efter et par hundrede meter opdagede, at jeg havde glemt at starte uret. 
Det var helt surrealistisk at være en del af….her løb man i samme felt som nogle af verdens bedste trailløbere. Der blev givet godt med gas fra start af, de første 8 km var flade (efter UTMB forhold) og alle ville gerne hurtigt hen til første stigning, så de ikke blev fanget i den tunge del af feltet, da overhalinger ikke var lige til på de smalle stier. Og for lige at få godt spredning på, startes der med en cirka 6 km stigning og tilsvarende nedløb efterfølgende. Underlaget var meget glat og ekstremt mudret efter de mange dage med regn inden løbet. Stenene var meget glatte og stierne var en stor mudderpøl, så deltagerne skøjtede bogstaveligt rundt.

Efter cirka 3 timer og 20 km ramte jeg første depot St-Gervais. Det var et virvar af løbere og meget svært at overskue, borde opstillet i hestesko med alt fra kiks til suppe og pasta. Hurtigt noget at spise og drikke og så videre.

Det våde underlag kombineret gjorde, at jeg ude omkring 40 km styrtede 2 gange lige umiddelbart efter hinanden, begge gange satte jeg mig ned på halen. Værre var det lige før depotet i Les Chapieux, her faldt jeg og bankede højre knæ ned i en sten, gled ned mod en grøft og bankede panden mod en anden sten. Lettere groggy stavrede jeg de sidste 500 m ned til depotet og måtte lige sidde og sunde mig lidt inden jeg fortsatte.

Ruten var hård og ubarmhjertig, enten lige op i himmelen og stigninger der aldrig synes at få nogen ende, eller nedløb på stejle smalle stier. Samtidig blev vejret værre og værre. På toppene var det sne og storm og kold som på en god danske december nat, så ens fingre var lige ved at falde af.
Ruten blev afkortet en smule da dobbelttoppen “Pyramiderne” blev undgået pga. alt for dårligt vejr, Dette betød ca. 3 km kortere rute, men samtidig også 30 min kortere til at gennemføre løbet.

Efter en kold nat nåede jeg endelig til Italien og fik tanket på ved depotet i Lac Combal. Da jeg forlod depotet opdagede jeg efter ca. 1 km, at jeg havde glemt min kop derhenne – jeg orkede ikke at bevæge mig retur og håbede på, at det ikke blev opdaget (en kop er obligatorisk udstyr).

Efter 4 toppe over 2400m var det endelig tid til at gense sin dropbag i Courmayeur efter 80 km. Jeg var ret presset da jeg på et tidligere tidspunkt opdagede, at jeg havde mistet ladekabel til mit ur og der var efterhånden kun 4% tilbage. I depotet fik jeg det indleveret til Garmin, så det kunne lade en smule mens jeg fik provianteret.
Jeg fik spist og skiftet T-shirt og 20 min senere ville jeg videre, mit ur nåede desværre kun at oplade til 46%, men ville ikke bruge mere tid i depot. Et stykke efter depot kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at medbringe de energibarer og géls jeg havde i posen (min depot huskeseddel var ikke kommet med over fra den forsinkede bagage). Nå men nu ventede der en 5 km lang opstigning med 1000 højdemeter til Refuge Bertone. Kom til at tænke på, at når jeg nåede derop var jeg kun halvvejs…. det gav lige en mindre krise, da mine lår allerede var godt bustede og det virkede ret uoverskueligt at skulle igennem samme distance en gang til…

Der var dog ikke andet at gøre end at klø på og efter toppen fulgte heldigvis 12 km overkommeligt terræn.

I depotet ved Arnouvaz for foden af Grand Col Ferret var der rimelig panik, der var mega uvejr på toppen (-9 grader og kraftig storm). Alle skulle iføre sig ALT det tøj de medbragte og skulle lige omkring medical, der så os i øjnene og vurderede om vi var klar til at fortsætte. Løbere der ankom noget senere end os blev faktisk pillet ud af løbet, selvom de var der inden cut-off, løbsledelsen turde ikke have løbere på bjerget i mørket. Det var en kold, stormfuld, lang og stejl opstigning inden vi krydsede grænsen til Schweiz.

Nu fulgte et langt nedløb på omkring 22 km og samtidig gav mit ur op pga. manglende strøg. Det var lidt kritisk og stressende ikke længere at have styr på distance og tid.
Ved depotet i Plan De L’au var jeg på toilet og lagde mit rygsæk udenfor, cirka 30 min senere længere oppe af bjerget opdagede jeg, at min ene drikkedunk var faldet ud, da jeg tog den på…Nu manglede jeg både en kop og en drikkedunk – begge dele obligatorisk udstyr….
Hele natten igennem gik jeg af frygt for flere styrt. Det blev til et enkelt og hen af morgenen vågnede jeg flere gange mens jeg gik. Et par gange fordi jeg trådte på kanten af en smal sti og en enkelt gang på vej mod depot vågnede jeg ved, at jeg løb ind i et autoværn… lidt coffein tog toppen af trætheden og jeg fortsatte mod de sidste toppe – nu begyndte jeg igen at kunne overskue rest distancen.

Da morgenen kom, kom der samtidig et vejrskifte og pludselig var det som en dansk sommerdag med grader på den anden side af de 20. Igen kan jeg bare konstatere, at varme ikke lige er mig. Jeg var rimelig ristet og kom rimelig tæt på cut-off tiden ved flere depoter. Heldigvis, kan man sige, havde jeg intet ur til at presse mig. Men jeg var helt derude hvor tvivlen om fuldførelse igen dukkede op.
Ved depotet i La Flégére var der kun en håndfuld løbere bag mig, men jeg kunne simpelthen ikke bevæge mig hurtigere…og rendte endda tør for væske. Et lille hvil på 5 min og masser af cola, gjorde, at jeg igen var kørende. Officiels råbte af os, at nu var der 8 km til mål og det var nedad hele vejen, så vi skulle bare give den gas.
Som sagt så gjort, jeg løb alt hvad jeg kunne og det gjorde hamrende ondt i lårene, men skidt nu skulle jeg bare i mål…. På det sidste stykke overhalede jeg 71 løbere og pludselig kunne jeg se asfalten igen. Ruten løb lige forbi vores hotel og jeg fik hilst på hotelejeren Richard og Meline fra Argentina (som jeg lånte udstyr af).
Det var en fantastisk følelse at løbe gennem Chamonix og selvom jeg havde valgt at nyde det, gik turen gennem byen alt for hurtigt. Pludselig var målportalen i syne og de mange tilskuere gik helt amok (sikkert ikke kun over mig  )

Kæmpe forløsning at løbe over stregen og det udløste et kæmpe YEAAAAHHH!!!!
Da jeg lige havde sundet mig, kom en masse ting væltende op i mig og min øjne begyndte igen at svede 😉

Indløbet var timet, så men jeg stod i kø til min finisher-vest var der præmie-overrækkelse på alle distancer… så jeg fik mit ønskede billede af Killian (desværre ikke den selfie jeg havde drømt om- men den fik jeg året efter, da jeg mødte ham ved nummerudlevering).

Tilbage på hotellet og hurtigt strøm på tlf., så der kunne ringes hjem. Planen var et hurtigt bad og så ned i byen for at få noget mad & drikke, da jeg var ret sulten efterhånden. Pludselig begyndte jeg at fryse og ryste helt vildt, hurtigt varmt vand i badekarret og det hjalp.

Næste jeg opdager er, at jeg ryster og fryser helt vildt igen – denne gang fordi jeg har sovet og nu er vandt iskoldt. Hurtig tørre mig og ind under dynen for lige at få varmen igen…

Næste jeg oplever er, at nu er klokken 04:30 og nu er jeg for alvor tørstig og sulten. Sulten holdes for døren med Rittesport og Pringles indtil hotellet byder på morgenmad.

Utrolig nok har jeg ikke smadrede ben og ingen vabler, det er mest tæerne der er ømme. Formiddagen bruges på at tøffe lidt rundt i byen og suge de sidste indtryk til sig….inden turen gik hjemad.

Det højre knæ snurrer stadig en smule, så vil lige se tiden an om der skal kigges nærmere på det, eller om det bare er et kraftigt slag der heles med tid.

Mandag mødtes jeg med familien i Hamburg lufthavn og vi havde et par dejlige hygge dage sammen derned.

Nu har de mange indtryk lagt sig og jeg er stadig helt høj ved tanken om den kæmpe oplevelse det var at være en del af et stort og fantastisk løb.

Det kan på det varmeste anbefales at tage derned og prøve en af distancerne

Link til løbets hjemmeside : https://utmbmontblanc.com/en